3 overraskende tips til gode SEO-tekster fra Thomas Rosenstand

Hvad er en god SEO-tekst? Det får du svar på her, hvor SEO-ekspert Thomas Rosenstand giver dig sine 3 bedste SEO-teksttips.

Jeg fik nemlig mit spørgsmål med i den altid inspirerende podcast PotterCut, der handler om online markering. Rosenstand var gæst, og mit spørgsmål til ham var:

Fokus på SEO-tekster i PotterCut

De gode teksttips kommer fra denne episode af PotterCut, der handler om søgemaskineoptimering.

“Hvad er de tre vigtigste SEO-ting, jeg skal være opmærksom på som tekstforfatter?”

Og altså, det er jo ikke fordi, jeg slet ikke ved noget om gode tekster til SEO (jeg har arbejdet som SEO-tekstforfatter hos iProspect). Men jeg var ret nysgerrig i forhold til, hvilke teksttips en SEO-kæmpe som Rosenstand ville fremhæve.

Og mon ikke også du er det?

Faktisk tror jeg, de vil komme lidt bag på dig. For det er nemlig ikke den klassiske og lidt tungere SEO-snak om f.eks. søgeordsanalyse, titletags og ankertekst, som Rosenstand fremhæver.

Her har jeg samlet hans gode svar:

1) En god SEO-tekst er skrevet i kundernes sprog (eller hvorfor, du skal skrotte armaturet og juristen)

Hedder det et armatur eller en vandhane? Og tør du sætte en jurist til at skrive dine online-tekster?

Den første ting, Rosenstand fremhæver, er, at det er vigtigt at skrive i kundernes sprog. Og så siger det sig selv, at det hedder en vandhane, og at juristen skal bag lås og slå.

Som han siger:

“Det er så banalt, men det er stadig nødvendigt at sige det: Skriv i kundernes sprog. Der er for mange, der hælder til at være for branchekorrekte. (…) Det gør ondt på en VVS-mand at kalde det for en vandhane. De var bange for at blive til grin hos kollegaerne”.

Men hvem var det, der kunne grine hele vejen til banken? Det var de VVS-folk, der turde tale kundernes sprog og derfor fik al trafikken fra søgemaskinerne og dermed de mange salg.

Og Rosenstand fortsætter om advokaterne og det til lejligheden opfundne juridiske begreb “disharmonisk diskrepans”:

“Advokatbranchen er et andet godt eksempel. De kan jo ikke skrive, uden det bliver umuligt at læse næsten. Så der er jo et kæmpe marked for sådan én som Tina. For du må aldrig lade en advokat skrive en tekst til din hjemmeside. Det er helt forfærdeligt.

Og dér er det jo så Tina – eller hvem nu tekstforfatteren er – der som juridisk lægmand skal bruge de ord og vendinger han eller hun kunne finde på at bruge. Og så er det, advokaten han får kvababbelse. Fordi det kan man sørme ikke kalde tingene. Men det er man altså bare nødt til, hvis man vil have synlighed.

Og det kunne man så passende gøre i en forklarende artikel, hvor man prøver at forklare hvad disharmonisk diskrepans juridisk set er. Det er der jo ikke nogen, der kunne finde på at kalde det dét, med mindre de er jurister. Men ok, så lad os forklare, hvad det betyder. Og så har du lige pludselig godt indhold, der kan ranke med en forklaring på tingene.

Og så husk, Tina, til alle dine kunder. Sørg nu for, at når du har skrevet den her geniale artikel og den ranker, at de så kan komme videre derfra: Hvordan får de fat i den her advokat? Eller får lov at købe vandhanen eller hvad det nu er som konvertering. Dét er vigtigt”.

Og Rosenstand runder af:

“Det som alle, der skriver tekster til nettet, skal til at lære meget bedre er at tænke i den vidende søgende kontra den uvidende søgende. Det er sindsygt vigtigt”.

Og det er naturligvis den uvidende søgende, der er så pokkers vigtig at huske på, hvis du vil skrive gode SEO- tekster.

2) En god SEO-tekst er renset for stavefejl og kommafejl (eller hvorfor, du ikke skal fornærme nogen)

Og i Rosenstands tekstevangelie står der skrevet:

“Skriv dog ordentligt!

Sæt kommaer.

Brug dansk korrekt.

Husk nutids-r og så videre og så videre.

Og det er vigtigt af flere årsager: Det er en gylden regel, at du fornærmer ingen i hele verden ved at stave korrekt.

Men du kan give rigtig mange mennesker et indtryk af, at du er uprofessionel, hvis du ikke staver korrekt. Ham der ikke kan stave ser jo ikke, at du skriver det korrekt. Men for dem, der kan skrive – de ser, hvis du ikke skriver det korrekt. Et ordenligt og indlevende sprog er altså vigtigt”.

3) En god SEO-tekst opfordrer til handling (eller hvorfor, du ikke skal være alt for grundig)

Fortæller du din læser, hvad du gerne vil have ham til at gøre?

Hvis du skriver artikler, hvor der er mulighed for dialog, er det vigtigt, at du opfordrer til den. F.eks. til at skrive en kommentar eller stille et spørgsmål, så folk får en fornemmelse af, at “det her er faktisk skrevet til mig”. Du kan også opfordre til handling ved spørge “Synes du også det?” Og det er især vigtigt at have fokus på i dag, hvor folk ikke kommenterer så meget på blogs, som de har gjort.

Et andet godt tip er at opfordre til handling indirekte ved ikke at være alt for grundig, når man skriver en artikel:

“Når der ikke er noget at spørge om, er det fordi, det hele er behandlet”, føjer Rosenstand og pointerer, at det måske er en lidt provokerende tanke, at man ikke skal være helt så grundig. Men det gyldne formål er at få nogen ud af busken. “Jo mere fyldestgørene en artikel, jo færre kommentarer. (…) Så lad et par vinduer stå åbne, som folk så kan bede dig om at lukke efterfølgende”.

Og hvorfor nu det? Jo, det er fordi gode tekster, der konverterer, giver kommentarer og i det hele taget holder på din læser, giver plusser i bogen hos Google. Og det giver ofte bedre pladser i søgeresultaterne.

Hør Rosenstand selv – lyt med her (evt. “bare” fra 44:15)

Og lige en anbefaling: Hør hele afsnittet af PotterCut for at få den fulde SEO-kontekst med. Du får bl.a. uddybet Rosenstands termer den vidende søgende (forkortet “dvs”) og den uvidende søgende (forkortet “dus”) – og selvfølgelig også, hvorfor de er så vigtige, når du skriver til nettet.

Du kan lytte med lige her (hvis du vil springe direkte til hans teksttips, skal du trykke play ved 44:15):

Er du klar til flere SEO-teksttips til øregangen, har jeg lagt 5 links til den geniale copywriting-podcast Rough Draft ned i kommentarsporet på podcastens hjemmeside. De giver dig skarpe SEO-teksttips, og her kan du smugkigge på emnerne:

Tips til din SEO-tekst fra Demian Farnwort i Rough Draft-podcasten

De 5 links i episodens kommentarspor.

Og så lige tilbage til Rosenstand og hans 3 tips.

Hvad synes du om dem? Var de overraskende?

Og eventuelt: Hvad er dit bedste tip til gode SEO-tekster?

4 tanker om “3 overraskende tips til gode SEO-tekster fra Thomas Rosenstand

  1. Hej Tina.
    De tre tips var ikke overraskende, muligvis fordi jeg nok allerede har hørt dem fra Rosestand engang, men det er i hvert fald en genlæsning værd. Og vigtigst af alt, når vi snakker SEO, er det jo tips der også vil fungerer om fem år. Jeg må hellere lige få hørt den Podcast.
    Mark

    • Hej Mark

      Mange tak for din kommentar. Og hvor godt at høre, at du synes, de 3 tips var værd at genlæse. Jeg blev overrasket, fordi jeg havde forventet et lidt mere teknisk svar;-)

      Og hvor er din pointe god. Pointen med, at de tre tips har holdbarhed. Og hvor er det i det hele taget dejligt, at Google jagter kvalitet så stædigt. At Google belønner dem, der lægger vægt på god kundeservice og det at tage sig godt at den uvidende søgende.

      Kan kun anbefale dig at høre podcasten – jeg er bl.a. vild med de to begreber “den vidende søgende” og “den uvidende søgende”. Og de bliver uddybet godt og grundigt.

      Ha’ en rigtig go’ weekend:-)

      Mange hilsner

      Tina

    • Hej Kristoffer

      Jeg synes virkelig også Rosenstand gav nogle inspirerende svar:-) Håber, det går godt med teksterne – og jeg glæder mig til at læse indlægget om metabeskrivelserne!:-)

      Mange hilsner

      Tina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>