Derfor skal du (også) skrive fængende overskrifter på G+

Indleder du din opdatering på facebook, Twitter eller Google+ med en fængende overskrift? Og har du de ord med i din overskrift, du gerne vil være synlig på?

Selv har jeg aldrig tænkt i overskrifter og søgeord på de sociale medier. På facebook tænker jeg selvfølgelig ”start fængende”, og på Twitter bruger jeg hashtags. Og de 140 tegn på Twitter gør også automatisk, at jeg tænker i at skrive fængende tekst.

Men jeg har aldrig decideret tænkt: “Nu åbner jeg min opdatering, præcis som jeg ville gøre, hvis jeg skrev en overskrift til en artikel eller et blogindlæg”. Og jeg har heller ikke tænkt SEO og altså søgeord ind i mine opdateringer.

Det gør jeg dog nu på Google+.

For det er ikke så længe siden, jeg for alvor blev opmærksom på, at posts fra G+ ranker i søgeresultaterne, der bliver vist efter en almindelig søgning på Google. Det gør, at det giver mening at tænke i overskrifter og søgeord. For ved at gøre det kan du nemlig øge sandsynligheden for at blive fundet i søgeresultaterne og få vist det indhold, du har lavet på sin G+-side.

Så grunden til, at du nu også skal skrive fængende overskrifter på G+, er, at din åbningslinje bliver vist i søgeresultaterne på Google – og det kan du bruge strategisk og effektivt til at formidle det, du gerne vil være synlig på.

Konkret tænker jeg her på søgeord, det ellers kan være svært at ranke på. Man kan sige, at G+ lige nu er en genvej til rigtig gode placeringer i søgeresultaterne (også den prominente side 1, som bekendt ikke nem at komme til at ligge på).

Tænk på G+ som en mikroblog, hvor du naturligvis angiver SEO-titel og metabeskrivelse

Faktisk kan du tænke på G+ som en mikroblog, hvor du poster indlæg og angiver, hvad din title og metabeskrivelse er. Præcis som du gør på din egen blog, eller en hjemmeside du administrerer.

På G+ er der dog ikke felter, du specifikt udfylder med din title (overskrift) og metabeskrivelse (rubrik/teaser):

Titel og metabeskrivelse

Jeg bruger plugin’et fra Yoast her på bloggen, og det giver mig mulighed for at angive titel og metabeskrivelse i disse to felter.

På G+ skal du “bare” tænke den første linje (minus et par ord) i dit post som din overskrift. Og linje to skal du tænke som metabeskrivelsen. Eller det vil sige som en del af metabeskrivelsen – for både linje ét og to kommer til at udgøre metabeskrivelsen, som du kan se her, hvor jeg har taget et screen dump af et G+-post i søgeresultaterne:

Google+-post i søgeresultaterne

Læg mærke til at overskriften (automatisk) bliver gentaget i tekstfeltet under.

Her kan du se “reklamen” for indlægget i søgeresultatet:

SERP med Google+-post

Klikker du på linket, lander du på det specifikke G+-post, der er layoutet på denne måde:

G+-postet har sin egen unikke side

Sådan ser indlæggets landingsside ud.

Strategisk kommunikation på G+: Sådan bruger du platformen bedst muligt

Når nu dine G+-posts bliver indekseret og vist i søgeresultaterne, har du naturligvis muligheden for at bruge dine posts strategisk. Og hvis du alligevel er aktiv på platformen, hvorfor så ikke få mest muligt ud af dem?

De vigtigste ingredienser i et strategisk G+-post er de første to linjer i din opdatering, da det er dem, der bliver vist i søgeresultaterne.

For at være helt præcis har du ca. 70 tegn inklusiv mellemrum at gøre godt med i din overskrift – det er disse 70 tegn, der vil udgøre overskriften i det, der bliver vist i søgeresultatet. 

Som nævnt bliver de første 70 tegn gentaget i rubrikken/teaseren under overskriften, og derfor har du som normalt ikke de ca. 156 tegn til at uddybe, hvad din side handler om. Derfor skal du tænke, at din “metabeskrivelse” kun kan være på ca. 86 tegn, og at du derfor skal sælge dit indhold med i alt ca. 156 tegn.

Her får du lige billedet igen, der viser, hvordan overskriften bliver gentaget i “metabeskrivelsen”:

Google+-post i søgeresultaterne

Det vigtigste først!

Nu hvor du ved præcis, hvilken bid af din tekst, der bliver vist i søgeresultaterne, er det med at huske på det gamle skriveråd: ”Det vigtigste først”. Skal du nemlig være med i konkurrencen om brugerens opmærksomhed, skal de hurtigt kunne afkode præcis, hvad dit indlæg handler om. De skal på et splitsekund kunne vurdere, om dit indlæg er relevant og skal løbe med dit klik (tænk på, hvor utålmodig du selv er, når du søger på nettet!).

Få flere tips til at skrive fængende overskrifter: Kig forbi mit tidlige indlæg “Sådan skriver du geniale overskrifter – lær af Ekstra Bladet og BT“.

Få mere at vide om, hvordan du kan bruge G+ til at blive mere synlig i søgeresultaterne

Faktisk er jeg ret overrasket over, at der ikke er skrevet så meget om G+-posts i søgeresultaterne på Google – om hvordan man strategisk kan bruge muligheden i sit SEO- og content marketing-arbejde.

De to bedste indlæg, jeg har fundet om emnet, får du lige links til her:

Google+ & SEO: How Google+ Impacts Search Results” fra Search Engine Watch af Eric Enge.

How a Google+ Strategy Can Help Get You to Page One in the SERPs” fra Bruce Clay, Inc. af Chelsea Adams.

Mon du har læst nogle spændende artikler om, hvordan man kan bruge G+ strategisk i sin kommunikation? Og tænker du i overskrifter, når du bruger G+? Ligger du måske inde med nogle gode tips til, hvordan man skriver gode overskrifter på Googles sociale platform?

Det kunne være super spændende at høre mere om – så del endelig dine tips og betragtninger her i kommentarfeltet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>